VELKOMMEN TIL ET KULTURLIV,
DER BLÆSER DIG OMKULD

Er du klar til et af landets absolut største og mest attraktive kulturudbud? Flyt til Svendborg og bliv blæst omkuld af en kulturrigdom uden sidestykke.

Denne side fortæller historien om Svendborg Kommunes kulturliv. Den præsenterer mangfoldigheden af vores kommunes kulturudbud.

Svendborgs kulturliv

Svendborgs bramfrie og alternative måde at leve livet på, har alle dage været kendetegnende for byens kulturelle DNA. En fandenivoldskhed, kulturen til stadighed skal være båret af.

Men kultur skal også være for alle, uanset alder, baggrund og livsopfattelse. Kultur skal favne bredt. Det gør den i Svendborg, og det er vi stolte af.

Frie rammer for kulturlivet

En forudsætning for et levende kulturliv er, at kulturen har frie rammer. I Svendborg Kommune støtter vi et væld af foreninger og enkeltstående kulturevents. Men det er kulturens egne aktører, der definerer indhold og trækker læsset. Både i byens eksperimentelle vækstlag og i de etablerede institutioner. Sådan skal det være, hvis vi vil sikre et dynamisk kulturudbud i konstant udvikling. Og det vil vi i Svendborg.

KULTUR FLYTTER MENNESKER – FLYTTER DET DIG?

Kultur er en kæmpe del af vores liv. Om du er til pottemageri, provoteater, poesi eller punkrock, ja så er din kommunes kulturudbud med til at forme dig og din hverdag.

Vi ved, at et rigt kulturliv er et væsentligt aktiv. Vi ved også, at tilflyttere og besøgende fra hele landet fremhæver mødet med Svendborgs kulturliv som den mest overraskende og berigende oplevelse i deres nye liv. Derfor værner vi som kommune om vores kultur, som er så vigtig en del af Svendborgs DNA.

VEJEN GÅR TIL? GIANT STEPS VISER VEJ …

Bliv beriget af nærværende musik fra den virkelige verden. Giant Steps er en af vores meget aktive musikforeninger. Her kan du opleve jazz og world music af international klasse. Få en forsmag på efterårsprogrammet her.

“SVENDBORG ER EN MAGGITERNING AF KULTUR”

Martin Brygmann, entertainer, komiker, multikunstner

Gode rammer for kulturlivet skaber ringe i vandet. Ringe, der når landet rundt. Vi er rigtig stolte af det kulturliv vi har skabt i Svendborg, og vi bliver ikke mindre stolte når landets markante kulturprofiler anerkender vores indsats.

MANGFOLDIGE KULTURFIX STÅR I KØ

Summen af Svendborg

Står du på torvet i hjertet af Svendborg har du et hav af kulturtilbud inden for gåafstand, og kulturlivet gennemsyrer også resten af vores kommune

Her i Svendborg er kultur summen af os alle sammen. Man taler om Svendborg som byen med en særlig høj procentdel af mennesker fra den kreative klasse, og det kan der være noget om: Vi er nysgerrige på livet og ta’r gerne en stor bid. For os handler kultur om autenticitet og åbenhed over for nye indtryk.

RIGESTE MUSIKLIV PÅ HELE FYN

Med mere end 750 årlige livekoncerter og events har Svendborg flere musiktilbud pr. indbygger end landets allerstørste byer.

“Svendborg er som et musikalsk og kulturelt lynnedslag i Danmark. Det er fantastisk at være en del af.”

Claus Bjerregaard, daglig leder, Kulturhus Svendborg

SELVKØRENDE MANGFOLDIGHED

Uanset om du er udøvende kunstner eller kulturnyder, er udbuddet af kulturoplevelser og muligheder overvældende.

Og du får mere end almindeligt travlt, hvis du skal opleve det hele.

Det skyldes den selvdrevne ånd, der præger Svendborgs kulturinstitutioner – fra spillesteder og teatre over gallerier og museer til idrætsforeninger, biblioteker og de mange forsamlingshuse, der alle er båret af kræfter der kan selv, vil selv og gør selv.

Kommunens kulturmiljøer er præget af en ihærdighed og en virketrang, der gør vores kulturliv nærværende. Du vil uden tvivl finde noget, der matcher dig – uanset om du er til det finkulturelle eller det folkelige.

“JEG TROR, AT SVENDBORG ER MIN YNDLINGSPROVINSBY”

Johan Olsen, sanger, forsker, TV-vært

VI LEVER KULTUR

Et rigt kulturliv er et sundhedstegn

I Svendborg er vi både skabere og storforbrugere af kultur. Det har skabt et særligt bånd mellem kulturskabere og alle vi andre, der bruger kulturen. Et bånd, der gi’r kraft og energi.

Byens kulturliv er en levende, dynamisk organisme, som vi alle er med til at forme. Som borger i Svendborg går du bogstaveligt talt rundt i kulturen hver eneste dag, året rundt.

KUNST, KULTUR OG MUSIK

Forfatter Josefine Ottesen og hendes mand Jan Schønemann giver deres bud på, hvorfor Svendborg bare kan det med kunst og kultur.

Filmen er produceret som et led i Svendborg Kommunes indsats ift. at få DGIs Landsstævne 2021 til kommunen.

DANMARKS FILM- OG KULTURDAGE

Hvert år i uge 35 summer Svendborg by af film. Her afholdes filmfesten SVEND, som tiltrækker kendisser, filmfolk og private filmentusiaster fra hele landet. Se et lille glimt fra 2016-arrangementet lige her.

Filmen er produceret som et led i Svendborg Kommunes indsats ift. at få DGIs Landsstævne 2021 til kommunen.

VI ER DE VILDE KANINER

Svendborg Rabbits er hele byens basketballhold. Rabbits, som de hedder i daglig tale, er en succesfuld og professionel basketballklub med hjemmebane Svendborg Idrætshal.

Denne film er ligeledes produceret som en del af Svendborgs landsstævneindsats.

KULTUR ER NOGET VI SKABER SAMMEN

Svendborgs kulturliv er mangfoldigt. Det bliver skabt af musikere, artister, gallerister, teatermennesker, højskolefolk, idrætsfolk, madentusiaster, filmfolk og mange andre passionerede ildsjæle. Fælles for dem alle sammen er, at de bor her i Svendborg, og deres virketrang udspringer af livet i vores kommune. Glæd dig til mødet med et unikt kulturliv. Vi blander internationalt udsyn med sydfynsk charme – og det gør hverdagen en hel del mere farverig.

FÅ EN FORSMAG OG ET OVERBLIK OVER AKTUELLE ARRANGEMENTER PÅ

svendborgkultur.dk og visitsvendborg.dk